Sundhed og forebyggelse
GROVE – Psykologi/Sundhed
Da jeg i 2008 startede op som selvstændig, privatpraktiserende psykolog, valgte jeg dette navn til mit firma.
Du er et unikt menneske ikke en sygdom
Jeg synes, det er vigtigt, som psykolog at arbejde med sundhed som et væsentligt parameter. Ikke med ”sygdom” og ”diagnoser” som det primære. Er du syg eller har en diagnose er du samtidig et unikt menneske, som har din helt egen personlige historie, dine egne personlighedstræk og måder at tackle livet på. Det er vigtigt at du også får lagt vægt på den sunde del af din personligheden.
Det sunde i dig er basis for på den bedste måde at klare kriser, sygdom og eventuelle diagnoser, og der er noget sundt, godt og stærkt i os alle. Det vil jeg gerne betone.
Psykisk sund og stærk
Ingen kan sige sig fri for psykologiske rifter, ar eller uhensigtsmæssige måder at fungere på i et eller andet omfang.
Ganske mange har alvorlige problemer i form af depression, angst, tvangsmønstre, kronisk sygdom eller dårlig trivsel.
En del mennesker er så heldige, at de oplever en acceptabel form for psykisk harmoni og balance. Alligevel ønsker nogle af os at arbejde med os selv løbende: Regulere på måden at tænke, føle eller handle på. Hvis der har været et problem, omend det ikke er et stort problem relativt betragtet, så er vi nogle mennesker, der gerne vil arbejde med det, for at det ikke vokser sig større.
En luksus? Det er ganske fornuftigt og lige så legalt og klogt som at få massage på skuldrene, for at myoserne ikke udvikler sig og kan give hovedpine. Sådan ser jeg på det.
Forebyggelse er også et emne i psykologien
Du kan forebygge at en sorg sætter sig fast og bliver kronisk eller forebygge at et parforholdsproblem vokser sig større og bliver til et alvorligt problem for forholdet, eller tage hånd om en begyndende vægtøgning, så det ikke udvikler sig til egentlig fedme. Akurat som at jeg laver rygøvelser, selvom ryggen ikke gør ondt længere. ”Bare for at det ikke kommer igen”.
Forebyggelse på arbejdspladsen
Det kan også være problemer på arbejdspladsen, der er begyndt at tappe en masse energi. Er der noget, du selv kan gøre, for at det ikke eskalerer? Ja, det er der. Det er klogt og giver mening at arbejde sådan med tingene, synes jeg.
Er du leder ved du, at jo bedre medarbejderne har det psykisk og socialt med hinanden, jo mere bliver der produceret og jo mindre er sygefraværet. Er der noget du som leder kan blive bedre til? På din måde, ud fra den lederpersonlighed, som netop du har i netop din konkrete arbejdssituation.
Jeg giver gerne coaching i en sådan situation. Det er et godt redskab at gøre brug af i mange sammenhænge. Afklarende og med henblik på at lægge den bedste strategi.
Du kan helt sikkert finde mange flere eksempler, hvor det vil være hensigtsmæssigt at forbygge.
Mindfulness, meditation og Yoga praktiserer jeg selv, så det kan vi også tale om og eventuelt gøre brug af. Stadigvæk her i 2018 hjælper det mig til sindsro. Det indgår i min livsstil.
Motion og kropsligt velvære påvirker vores samlede trivsel. PSYKOLOGI/SUNDHED er min interesse og mit arbejdsområde.