Tiden går – op og ned, rundt og rundt. Ligesom hjulet på billedet gemmer livet på både smukke øjeblikke og gode oplevelser. Men hvor hjulet står stille, bevæger vores liv sig altid videre.
Livet går op og ned, ind i rutiner og gentagelser, men alligevel flytter vi os hele tiden. Tiden nu er en anden end for bare 3-4 år siden, og hvem ved, hvordan det ser ud om 3-4 år? Det kan vi kun gætte på.
Netop derfor er det vigtigt at nyde det gode, mens vi har det. Livet byder os både medgang og modgang. Og selvom modgang kan være hård, er det ofte den, der gør os stærkere. Den lærer os at værdsætte de perioder, hvor vi oplever medgang – uden at vi synker ned i en offerrolle eller lader os præge af bitterhed. Modgang kan styrke os, mens medgang giver os taknemmelighed.
Dette skifte mellem op- og nedture er en del af livets fortælling, som vi finder i både litteraturen, filmene og vores egne historier. Det er også inspirationen til et projekt, jeg planlægger at starte i 2025. Målet er at samle fortællinger om medgang og modgang over de næste år – både fra litteraturen og fra mennesker, der deler deres erfaringer med mig. Jeg ved ikke, hvad der kommer ud af det, men håber, det vil give indsigt og inspiration.
Med denne lille refleksion vil jeg ønske jer alle et godt efterår, en glædelig jul og et godt nytår. Livet går op og ned, men det er netop det, der gør det så værdifuldt. Lad os nyde rejsen og alt det gode, der følger med.
Med venlig hilsen Britta