Samtale/Terapi

Samtaler og terapi er ikke det samme, men jeg vil ikke her definere forskellen. Det kan vi tale sammen om, hvis det har din interesse.

Jeg gør brug af mine psykoterapeutiske kompetencer, hvis vi aftaler, at det personlige, private og familiemæssige skal være i centrum i vore samtaler.
Når der eksempelvis er tale om stress, udbrændthed, depression, angst, krise eller sorg, så er der mange følelser involveret, og det kan være svært at skille ad, hvad der henhører til arbejdspres eller parforholds-/familieproblemer.

Det gælder for alle mennesker, at vi står i mangeartede, komplicerede balancerings-problematikker. Det handler om polariseringer og ambivalenser, og om at blive mere klar på sig selv og komme videre derfra.

Afgrænse sig        –     Tilpasse sig
Have behov for     –     Give afkald på
Være åben            –     Lukke af
Risikere                 –     Resignere
Insistere                –     Give efter

Der er også mange tanker knyttet til at have det svært: Er det min skyld? Er det kollegernes eller lederens skyld? Hvad kunne/skulle jeg have gjort anderledes? Hvordan skal jeg handle? Hvordan kommer jeg videre?

Nogle klienter ønsker “kun” at tale om deres arbejde eller om en konkret begivenhed, hvor der skal tages stilling og træffes en svær beslutning. Det vil være en form for coaching, der her er brug for, og her bruger jeg en tilgang tilpasset dette formål.
Forskellige metoder og redskaber til forskellige formål. Selvfølgelig.
(En tømrer har også forskellige redskaber til forskellige formål: Hammer, sav, skruetrækker (lille og stor), osv.)

Jeg er godkendt som specialist i psykoterapi

Det betyder, at jeg har den højeste grad af uddannelse på dette område.

Psykologfaglig oplysning:

Jeg arbejder primært med gestaltterapi, eksistentiel terapi og kognitiv terapi.
Vi hører alle til sociale fællesskaber, og vi påvirkes af- og indvirker på de mennesker, vi omgiver os med. En relations/systemisk tankegang og tilgang overses ikke.

Selvom jeg er så veluddannet, så tager jeg stadig kurser hvert år og modtager supervision hos en meget erfaren psykolog for at sikre, at jeg ikke overser noget væsentligt i forhold til klienterne. (Og for at kunne sove godt om natten).
Det er vigtigt, at jeg holder mig selv godt kørende for at have glæde ved at lykkes med at lave et godt psykologarbejde.